De uvurderlige frivillige

De holder styr på regnskabet, tager ansvar for alt det hårde arbejde og sidder i bestyrelsen – ganske enkelt alt. Hvis de frivillige i de danske sportsklubber valgt at “strække”, ja, så ville der nok ikke være nogen klubber tilbage.

Ingen frivillige – ingen klub.

Jeg har efterhånden gået i en del forskellige fritids- og sFrivilligt_arbejde_597876aportsklubber: Horsens Svømmeklub (gør jeg stadig), Stensballe fodboldklub, Stensballe gymnastikforening, Stensballe spejdere og Hovedgård sportsforening. I hver og en af dem, har jeg oplevet på tætteste hånd, hvordan de frivillige har været skelettet for hele klubben. I Horsens Svømmeklub er der hver dag frivillige, som tager ansvaret for alt det administrative, i gymnastikforeningen og hos spejderne var det frivillige, som stod for træningen og undervisningen ligesom det i fodboldklubben var frivillige, som brugte flere weekender i træk på at hjælpe til med en ny kunstgræsplæne.
Det er altså sindssygt meget arbejde, som hver dag bliver varetaget af frivillige hænder. Så når man kigger et blik på ovenstående, vil man hurtigt opdage hvilken afhængighed stort set alle klubber har til de frivilliges uundværlige hænder. For uden disse frivillige, ville der ikke være særligt meget klub tilbage.

Det ligger nok i vores dna
Når jeg tænker på Danmark, så tænker jeg på et land, som er drevet af fællesskabets interesser. Altså hvor det er helt kutyme, at hjælpe hvor man kan. Det ser man både i hvordan vores samfund er indrettet, men i særdeleshed i vores måde at tænke på. Mangler naboen en til at male, og man selv er maler, ja, så hjælper man. Ikke fordi man forventer noget igen, men fordi vi bare elsker at gøre andre glade. Og jeg tror det er lidt på samme måde, at frivillige tænker. Når de bruger næsten 50 timer hvert år på at arrangere et årligt svømmestævne, så gør de det ikke fordi de forventer, at få noget særligt igen i  form af penge eller anerkendelse, men fordi de ved, hvor glade de deltagende 400 svømmere bliver for det arbejde de ligger i det. Og jeg er rimelig sikker på, at det er denne tankegang, som sikrer de danske klubbers overlevelse. For hvis de frivillige forventede andet end mange store smil, ja, så ville de nok ikke være nogen frivillige tilbage. Midlerne ude i klubberne er simpelthen ikke til, at give de frivillige den anerkendelse de behøver. Desværre har man lov at sige.

Selvfølgelig er det forældre, meeeen

Jeg ved selvfølgelig godt, at det ofte er børnenes forældre, som påtager sig forskellige frivillige opgaver ude i klubberne. Men man skal altså stadig huske på, at det er “frivilligt”. Dvs. at det er noget de gør, fordi de har lyst, og ikke fordi det er påkrævet. Og med en frivillige-jubler-godt-med-mindre-boevl_1-610x407hverdag, som knap nok kan hænge sammen i forvejen, så skal der en ekstraordinær vilje og lyst til, for at man som børnefamilie også kan få det frivillige arbejde presset ind i hverdagen.

Frivilligheden kan ikke prissættes
Selvom værdien af de frivillige i Danmark, har været forsøgt at prissættes i kroner og ører op til flere gange (senest undersøgelse syntes at de frivillige i de danske idrætsklubber var ca. 28 mia. kroner værd, bare lige til orientering), så ligger de frivilliges arbejde langt dybere. Noget som ikke kan erstattes eller tælles op i kroner og ører. For der ligger noget specielt i den mentalitet og gåpåmod, som de fleste frivilige går ind til opgaverne med. En glæde og begejstring, som man som almindelig lønmodtager ikke vil have. Og jeg er rimelig sikker på, at det er præcis derfor vi i Danmark har så mange frivillige, som gerne giver en hjælpende hånd til, hvor der er brug for det.

Klubberne mangler penge
Det er endnu vigtigere end før, at de frivillige holder fast med ovenstående mentalitet og tilgang. For hvis økonomien var presset for et årti siden, så er det den for alvor i dag. Overalt i det danske land, mangler der penge. Penge som skal finansiere de hundredetusinder af danske børns fritidsinteresser. Og i nogle foreninger så mange penge, at den helt bliver nødt til at lukke. Hvad penge manglen skyldes, kan der være mange grunde til, men ikke desto mindre har foreningerne svært ved at betale deres mange udgifter til trænere, lejere og det offentlige , som jo stadig gerne vil have deres løn og penge. Og med en stor medlemstilbagegang grundet den nye skolereform, hvor tiden til fritidsinteresser er blevet indskrænket meget, så ser ikke just lyst ud for foreningslivet. Desværre.
Men det er i sådanne tider, som den vi gennemlever for tiden, at man skal stå allermest sammen. Og hvor det frivillige engagement, for alvor viser sin styrke. I fælles flok kan selv de største udfordringer nemlig bekæmpes, og det er altså vigtigt at huske!

Så når du ser en frivillig i en hvilken som helst sammenhæng, så stop lige op og tænk over hvordan det hele så ud, hvis den frivillige ikke var der… Er rimeligt sikker på, der så ikke engang ville være noget.

Friviligt_arbejde_

En hverdag som mange andre ville falde død om ved

Det er nok ikke nogen hemmelighed at svømmere træner meget. Men at vi svømmer frem og tilbage i op mod 30 timer om ugen, er der nok ikke mange som vil tro på. Jeg kan dog fortælle dig en ting: Det gør vi.

60 kilometer hver uge
“Fodbolddrengenes, håndboldpigernes og tennis spillernes træningsmængde kan jo ikke engang sammenlignes med os svømmere. Træner de overhovedet?”. Sådan har en svømmers forhold til andre sportsatleters træmingsmængde nok altid været. Vi svømmere træner helt useriøst meget. Det kan man ikke komme udenom. Det er jo næsten lige så meget tid som et fuldtidsjob, som vi bruger på svømmeudstyr. Tyg lige over den. Alt den tid bruger vi på at svømme frem… og tilbage igen. 1, 10,100,1000 gange i løbet af en uge. Det lyder måske lidt dumt, men det er det vi gør. Og det er helt frivilligt.
Men det er faktisk ganske normalt i svømme miljøet at svømme op mod de 30 timer om ugen. Selvfølgelig ikke fra barnsben, men det er det, som venter når man bliver 18,19, 20 år. Det er så meget tid, som professionelle svømmere som Jeanette Ottesen, Lotte Friis og Rikke Møller bruger hver eneste uge året rundt.
Disse 30 timer er formentligt fordelt ud over 9 eller 10 træningspas i vandet, et par styrketræninger, et par landtræninger også udstræk. På de 9-10 træningspas om ugen er det ganske normalt at svømme op mod de 60 kilometer. 60 kilometer. Det er altså 1,5 marathon hver eneste uge. 52 gange om året. Det kan ikke engang fodbolddrengene, håndboldpigerne eller tennisspillerne holde til.

En hverdag, som er planlagt ned til mindste detalje
Når disse mange træningstimer skal passes ind i en ellers normal hverdag med skole, venner, familie, fritid og lektier skal man virkelig have styr på sin tid og et overblik, som siger spar to. Det er noget af det vigtigste jeg har lært af svømningen. At kunne planlægge og have styr på min hverdag, så jeg kan nå alt det jeg vil.
Men det er ikke bare alt det jeg vil. Det er også alt det familien gerne vil. For man kan ikke undgå at en elitesvømmer i familien, vil kræve en masse tid i forhold til mad, kørsel og hjælp. Vi skal jo frem og tilbage fra svømmehallen stort set hele tiden, ligesom maden også skal være klar, så den passer i forhold til træningen. Familiearrangementer kan heller ikke bare aftales et par dage i forvejen. For der er altid svømmestævner eller andre arrangementer i en svømmers hverdag, som man ikke bare kan springe over. Derfor skal disse også planlægges i lang tid i forvejen. Ofte er der heller ikke mulighed for meget reel ferie i skoleferierne, for med træning året rundt, kan der pludselig ikke bare tages fri. Der SKAL trænes!

Er det så bare en hård pligt?

Nej, det er det selvfølgelig ikke. For som jeg også skriver ovenover, så gør vi det helt frivilligt. Svømning, og sikkert også mange andre sports, er jo helt fantastisk fascinerende og sjove, og det er jo derfor vi går til dem. Det kan bare nogen gange være svært at overkomme alt den træning midt i en eksamenstid eller at gå glip af en fødselsdag, fordi man skal til stævne. Sådan er livet som sportsudøver uanset om man går til fodbold, svømning, håndbold eller Tennis. Der er fantastisk sjove og gode perioder, men så er der også de mindre gode. Og det tager man med.
Men man kommer altså bare ikke udenom at træningen til tider er til at falde død om af. Med 30 timers svømmetræning og 30 timer i skolen, er der altså ikke meget tid tilbage af dagen.
Insta